Forberedelse til Film-uge på specialefterskolen Fenskær

Fenskærs lærere forbereder en spændende film-uge i uge 6, 2012

I uge 6 står der Emneuge på kalenderen – og vi kaster os i år ud i et helt nyt og spændende emne, hvor alle elever og lærere på efterskolen og 3U sammen skal producere film! – Ideen tog sit udspring, da Bjørn og jeg sidste år var på kursus i lommefilm, der er film produceret med mobiltelefoner. Vi kom begejstrede hjem til Fenskær igen – og heldigvis var kollegerne med på ideen, at vi skulle lave en filmuge, hvor vi skulle filme både med mobiltelefoner, men selvfølgelig også med alt hvad vi i forvejen har af grej i skolens videolokale.

I den kommende uge (uge 5) får eleverne en introduktion til de forskellige kategorier af film, de kan vælge sig ind på – men vi startede allerede ”opvarmningen” i sidste uge ved at pynte spisesalens opslagstavler med alle mulige filmplakater. Der er også blevet produceret 2 kæmpe plakatsøjler, der er ved at blive pyntet med filmplakater. Allerede det har sat gang i en masse snak mellem eleverne om, hvad de kan lide af film – og hvad de kunne tænke sig at prøve at lave.

Som lærere er vi opvokset med billed- og filmmediet på en helt anden måde end den generation, vore elever tilhører, så vore forberedelse har gennem den senere tid også været på et meget praktisk plan, hvordan man bruger mobilen og digitalkameraet til videooptagelse, og derefter lægger det ind på computeren til redigering. På skolen bruger vi videoredigeringsprogrammet Pinnacle 15 i emneugen, og det har alle lærere haft mulighed for at arbejde med. Derudover har vi haft en meget spændende kursusdag sammen med Thilde Maj Holgersen, der er manuskriptforfatter og dramaturg. Hun underviser i hverdagen bl.a. på Super8 i Århus og på Egmont Højskolen. Emnet for kursusdagen på Fenskær var ”Den gode historie” – samt overskriften ”Kom godt i gang ….” – hvor vi arbejdede med det at organisere en filmgruppe. En meget vigtig pointe var bl.a., at selv filmningen og klippearbejdet kun er en meget lille del af hele processen, der i stedet skal have sin vægt i en (teoretisk) viden om at skrue en handling godt sammen og det at lave et storyboard til filmen, før man ræser ud og får en masse optagelser i kassen. I sidste ende giver det masser af ekstra arbejde, hvis man springer den store planlægning over, fordi man kommer til at mangle optagelser og billeder, når det hele skal klippes sammen.

Film-ugen kulminerer torsdag aften, den 9. feb., hvor vi afholder en stor Gallapremiere. Vi opfordrer alle elever til at komme i deres “stiveste puds” – og ruller den røde løber ud til en fantastisk fest, hvor vi både skal nyde en god middag sammen og se alle film, eleverne har produceret i ugens løb.

Vi glæde os – det bliver et spændende projekt, en spændende uge – hvor vi har mulighed for at undervise og samarbejde i undervisningen på en kreativ og udfordrende måde!

Hilsen
Inger

PS: Formål og indholdsbeskrivelse for Film-uge6 kan læses på Fenskær Forældrebloggen.

IK / 01.12

Advertisements

Om fenskaer

Fenskær Efterskole, en specialefterskole i Nr. Nissum
Dette indlæg blev udgivet i Nyheder fra Fenskær Efterskole, Skolearrangementer på Fenskær Efterskole, Værkstederne på Fenskær Efterskole. Bogmærk permalinket.